Judith fortæller:
Efter vi havde sejlet gennem Patagonien og rundet Kap Horn valgte vi at sejle nordpå. Vi sejlede først til Falklandsøerne, hvilket var en stor oplevelse. Bl.a. så vi her langt flere pingviner end i Patagonien. Herfra måtte vi vente længe på et vejrvindue til at sejle nordover, så vi tog lige et par måneder tilbage til Danmark. Endelig lykkedes det og vi sejlede videre, direkte til Uruguay og sprang dermed Argentina over. På den 11 dage lange overfart oplevede vi bl.a. totalt vindstille og opdagede dieselpest, da motoren måtte holde for.
Den brasilianske kyst er lang – meget lang – faktisk ca. 3 gange så lang som Norges kyst. Vi tog den i 2 dele, hvor første del bragte os ind i hjertet af Rio de Janeiro og anden del bragte os tilbage til Caribien.