FTLF Pinsetræf og generalforsamling med 40 års jubilæumsfejring
Fra fredag den 6. juni til og med søndag den 8. juni i Bogense Marina
Foreningen til Langtursejladsens Fremme, FTLF, blev stiftet den 9. marts 1985 i Aarhus.
I år har vi fornøjelsen at fejre foreningens 40 års fødselsdag!
Det gør vi sammen med FTLF medlemmer på årets Pinsetræf.
Udover de sædvanlige aktiviteter og foreningens generalforsamling er vi både glade og stolte over også at kunne præsentere et spændende foredrag med Emil Midé Erichsen på årets program.
PROGRAM
Fredag den 6. juni
Kl. 18:00: Fællesgrill ved Bogense Sejlklubs lokaler. Husk egen mad og drikkevarer.
Lørdag den 7. juni
Kl. 10:30: Velkomst ved ”Støberiet”, hvor FTLF er vært for ”en lille en”.
Kl. 11:00: 4 x 30 minutters mini-oplæg.
Kl. 13:30: Workshops åbner. Ud over de 4 oplægsholdere, kan man få en snak med Pantaenius, Sea-safety, Horsens Værft og Sejlsikkert. Det er også i dette tidsrum, man kan få udleveret armbånd til fest og foredrag eller købe FTLF merchandise; caps, standere, veste, jakker, og meget andet. Vi viser et fantastisk slideshow med billeder fra de sidste 40 år.
*Under oplæg og workshops vil der være legetanter for tilmeldte børn under 10 år, samt mulighed for at købe mere kaffe, øl, vand, sandwich og kage.
Kl. 15.30: Se en redningsflåde blive pustet op.
Kl. 18:00: Dørene til ”Støberiet” åbnes, hvor vi skal have middag, festtale, sange og dans til live musik ved Mike Santis. Lodtrækning af fine sponsorgaver. FTLF byder på det første glas vin, øl eller vand. Drikkevarer købes i baren. (Der må ikke tages egne drikkevarer med!) Festen slutter kl. 01:00.
Søndag den 8. juni
Kl. 10:00: Generalforsamling i Støberiet. Foreningen er vært ved en øl eller vand.
*Under generalforsamlingen vil der være legetanter for tilmeldte børn.
Kl. 13:30: Foredrag med Emil Midé Erichsen.
Kl. 15.30: Åben båd. Kom på besøg i en langturssejladsbåd, og se hvordan de er indrettet til at sejle langt.
Kl. 17.30: Markedsplads ved Bogense Sejlklub. Kom og køb - eller sælg (!) noget sejludstyr!
Kl. 18.30: Grillen startes op igen ved Bogense Sejlklubs klubhus.
Der kan ske ændringer i programmet.
Voksne: 465 kr.
Børn 10-15 år: 200 kr.
Børn under 10 år er gratis.
BÅDPLADSER & RABAT
Vi har fået reserveret pladser i Bogense Marina. De 30 først tilmeldte både er garanteret en reserveret plads. Herefter må man selv kigge efter ledige grønne pladser. De første 30 både vil efter tilmeldingsfristen modtage et link til en kort formular, hvori de skal angive bådoplysninger og bagefter får de en mail med angivelse af bådpladsen. Ved ankomsten til Bogense Marina torsdag eller fredag kontaktes arrangørerne (IKKE HAVNEFOGEDEN) på telefon 40936866 (Lars) eller 22201360 (Tore).
Vi har lavet et par gode aftaler med Bogense Marina. Hvis du har FTLF-standeren hejst, kan du vælge en kategori mindre, når du betaler for dit ophold. Din båd kan ligge gratis i ugen før og efter pinsetræffet, hvis du ikke opholder dig i den.
ÅBEN BÅD
Søndag den 8. juni fra kl. 15.30 organiserer vi "Åben båd". Her kan du besøge flere langturssejladsbåde og se hvordan de er indrettet. Vi vil gerne opfordre dem, der kommer sejlende til at lægge båd til "Åben båd". Måske kan du selv få nogle gode indretningstips til din båd fra andre garvede sejlere :-)
MARKEDSPLADS
I år bliver markedspladsen åbnet søndag. Hvis du er interesseret i en stand, så skriv til fam.vesterlund@gmail.com.
LEGETANTE
For børn op til 10 år, er der mulighed for at tilmelde sig Legetante. Børnepasning på legeplads eller klubhus, mens forældrene deltager i workshops og generalforsamling.
OPLÆG / WORKSHOP / FOREDRAG
Mathilde Slyk Jørgensen: Gastesejlads i Fransk Polynesien
I et år var min opgave at få hverdagen til at glide og fungere, både i forhold til praktik og socialt, på en 55 fods katamaran i Fransk Polynesien. 10 gaster ad gangen, som skulle sættes ind i livet ombord med alt hvad det indebærer. Hør mine erfaringer med gastesejlads på langfart.
Lena og Jan Bentsen: Oups ... det havde vi ikke lige set komme
På trods af en lang liste af FTLFs kurser, mødte vi indimellem uforudsete situationer og udfordringer i de 10 år vi sejlede i Middelhavet. Udfordringer som selv god planlægning ikke havde forberedt os på. I mini-foredraget lægger vi ikke fingrene imellem og fortæller åbent om nogle af de situationer, hvordan vi løste dem og hvad vi blev klogere på.
Leo Schmidt: Biscayen på indersiden
Atlantic France har det hele på paletten: Floder, kanaler, dejlige øer, vinslotte, smukke byer og et behageligt klima. Et unikt og varieret område, der venter på at blive opdaget af mange danske sejlere.
Morten Haagensen: Guide til verdens bedste strande
Drømmer du om en kridhvid sandstrand med de fineste sandkorn, palmer og et azurblåt hav, så langt øjet rækker? Det er du bestemt ikke ene om. Mød forfatter til den nye "Guide til verdens bedste strande". Morten Haagensen har igennem mere end 20 år besøgt mere end 500 strande og har udviklet en stor passion for at rejse og udforske verden. Hør ham give sit bud på, hvad der er hans absolutte favoritstrande.
Emil Mide Erichsen: En søgen efter eventyr
Emil behøver vist ikke en længere introduktion. Sikkert er det, at mange langturssejlerdrømme blev født, da Emil og besætning sejlede rundt i det gode skib Havana med TV2 som gast. Senere har vi kunnet følge med i både sejlture mod nord og en kamp mod sne og is på Svalbard. At Emils farfar, Troels Kløvedal, var det første æresmedlem i FTLF, gør det kun endnu mere fantastisk, at han har sagt ja til at holde foredrag til vores 40 års jubilæum.
Emil udtaler:
"Jeg ser frem til at tale ved fejringen af FTLF’s 40 års jubilæum og få mulighed for at møde en masse inspirerende langtursejlere – både dem, der drømmer om langtursejler-eventyret, og dem, der allerede har sejlet på verdenshavene i mange år.
I mere end 10 år, har eventyret defineret mit liv. Ombord på Havana under tropiske himmelstrøg, i den arktiske kulde, og hjemme hvor livet har budt på både spændene og udfordrende eventyr. Senest er vi kommet hjem efter halvandet år til søs, med vores to små drenge. Eventyr kommer i mange størrelser og former, og gennem årene har mange smukke billeder lagrede sig via nethinden. Men de største oplevelser har jeg fundet i fællesskaber, i langsommelighed, i kærlighed, i kontraster, i familie og i nærvær - det er det der for mig er tidens store temaer og derfor også er det i mit foredrag."