En række afgørelser fra Ankestyrelsen har skabt betydelig usikkerhed blandt kommuner, foreninger og selvejende institutioner over hele landet.
Usikkerheden består i, hvorvidt kommunalt støttede foreninger, haller, kulturhuse og andre faciliteter fortsat kan udleje ledige lokaler og dermed skabe nødvendige indtægter til deres drift.
På dette webinar sætter IFFD fokus på de principielle afgørelser fra Ankestyrelsen, som blandt andet har ramt Arena Næstved, kulturhuset Realen på Fanø og Frederiksborgcentret (Royal Stage) i Hillerød.
Afgørelserne peger på en ny og mere restriktiv fortolkning af reglerne om kommunal støtte og udlejning af lokaler, hvilket ifølge flere aktører kan få vidtrækkende konsekvenser for idræts- og fritidsområdet samt foreningslivet.
På webinaret kan du møde Karsten Naundrup Olesen, professor i offentlig ret ved Københavns Universitet, som vil gennemgå de centrale afgørelser og analysere deres betydning i et kommunalretligt perspektiv.
Karsten vil med afsæt i Ankestyrelsens praksis kortlægge, hvilke juridiske problemstillinger der er på spil, hvordan kommunerne skal forstå de nye signaler fra tilsynsmyndighederne, og hvilke konsekvenser afgørelserne kan få for fremtidige samarbejder mellem kommuner og foreninger.
Webinaret henvender sig til kommunale ledere og medarbejdere, politikere, jurister samt facilitetsledere i både selvejende og kommunale idrætsfaciliteter.
Hvor: Online via Microsoft Teams
Hvornår: 29. oktober fra 10.30 - 12.00
Pris: Gratis for medlemmer af IFFD. 500 kr. + moms for IKKE-medlemmer.
OBS: Vi eftersender webinarlinket den 27. oktober kl. 12.00.