AI i projektledelse – fra organisatorisk forandring til konkret værdi

DPLs regionsgruppe i Region Midt inviterer til temadag om AI hos KK Group i Ikast

AI er allerede et værktøj i mange projektlederes hverdag – til mødenoter, referater, informationssøgning, tekstproduktion og meget andet. Men hvad sker der, hvis vi går et spadestik dybere?

På denne temadag ser vi på AI's betydning for selve kernen i projektledelse. Hvordan påvirker AI måden, vi organiserer og driver projekter på? Hvem tager ansvar for AI i organisationen? Hvilke opgaver og roller kan ændre sig – og hvad betyder det for dig som projektleder?

Du får nye perspektiver på udviklingen, deler erfaringer med andre projektprofessionelle og undersøger, hvordan AI allerede anvendes i forskellige organisationer. Vi går samtidig fra perspektiver til praksis og ser, hvordan en målrettet AI-løsning konkret kan skabe værdi i arbejdet med krav og test.

Du går hjem med et dybere perspektiv på AI og projektledelse, inspiration fra andre organisationer og konkrete idéer til, hvordan du kan bruge AI til mere end blot at effektivisere de opgaver, du allerede løser i dag.

Program:
9:00 – 9:30: Ankomst af deltagere + kaffe
9:30: Velkomst og kort briefing fra KK Group
9.45: Når AI ændrer organisationen – hvad betyder det for dit projekt og dig som projektleder v/Marc Benno Bürger
12:00: Frokost og netværk
12.30: Præsentation af KK Group
12:45: Fra AI-potentiale til konkret værdi – med et AI-værktøj til krav og test v/Ermin Duna
14:30: Tak for i dag og efterfølgende kaffe

Oplæg af Marc Benno Bürger: 'Når AI ændrer organisationen – hvad betyder det for dit projekt og dig som projektleder'
AI bliver ofte præsenteret som et nyt værktøj, som projektledere skal lære at anvende. Men måske er AI snarere en ny organisatorisk virkelighed, som kan ændre måden, vi udvikler virksomheder, organiserer arbejdet og driver projekter på. Hvordan fremtidens projekter og projektlederrolle kommer til at se ud, kan vi endnu ikke give entydige svar på. Allerede nu ser vi dog både muligheder, udfordringer og konkrete initiativer, som kan give os et indblik i den udvikling, der er i gang.

Oplægget undersøger, hvorfor mange AI-initiativer har svært ved at skabe den forventede værdi, og hvilke teknologiske, organisatoriske og menneskelige udfordringer virksomheder møder. Der sættes blandt andet fokus på, hvordan AI forstås i organisationer, hvordan ansvar og ejerskab fordeles, og hvilken rolle projektprofessionelle kan få i udviklingen. Oplægget giver ikke færdige svar, men præsenterer perspektiver og spørgsmål, der kan danne grundlag for en fælles diskussion om AI i organisationer og projektarbejdets fremtid.

Oplæg af Ermin Duna: 'Fra AI-potentiale til konkret værdi – med et AI-værktøj til krav og test'
Ermin vil fortælle om, hvordan I får mere ud af jeres AI ved at kigge kort ind i, hvordan de virker lige under overfladen, hvorfor det er bedre at implementere snæver brug af AI, og hvordan Testhuset har gjort lige netop det i deres løsning QI Accelerate, som bruges til krav udtræk og test generering.

Praktisk info:
Kontaktperson: Troels Andersen-Lind, tlf. 30 92 17 26

OBS:
Hos KK Group er det obligatorisk at alle (også gæster) parkerer baglæns i P-båsene


Oplægsholdere

Marc Benno Bürger


Marc Benno Bürger er forsker ved Aarhus Universitet med speciale i AI og projektledelse. Hans forskning undersøger, hvordan AI påvirker projektarbejde, organisationer, roller og ansvar – og hvordan projektprofessionelle kan navigere i den udvikling. På temadagen udfordrer Marc den traditionelle opfattelse af AI som endnu et værktøj og sætter fokus på AI som en organisatorisk forandring, der kan få betydning for både projekter og projektlederrollen.

Ermin Duna


Ermin er chef for teknologi og innovation hos TestHuset og har 12 års erfaring inden for softwarekvalitet og -udvikling. I den tid har han været konsulent hos bl.a. Arla, eBay & Energinet. Ermin har de sidste 2 år også været taler på DSTB konferencen. Hos testhuset leder han udviklingen af QI Accelerate og resten af TestHusets opkommende QI Suite.

Tilmeld / Tilmeldingsfrist 17-09-2026 12:00

Download deltagerliste

Medlem af DPL

0 kr.

Tilmeld

Gæst

900 kr.

Køb billet